Engens grammatik
Hvad jeg har lært af at iagttage en eng over tid
Jeg gik en tur på en eng i sidste uge. Den ligger ikke langt fra hvor jeg voksede op — bare en almindelig dansk eng ved en lysning i skoven, omkranset af et krat fyldt med brændenælder og vilde hindbær. (Som jeg glæder mig til at plukke, for intet slår marmelade lavet af vilde hindbær.)
Jeg gjorde ikke noget særligt. Jeg standsede op et par gange og lod mit blik hvile på græsser og blomster.
Det er det, brevet her egentlig handler om: en invitation til at du i sommerlandet stopper op og giver dig tid til at iagttage — langsomt. Som en øvelse i ikke bare planteregistrering, men også i at være tilstede lige der, hvor du er.
Den første gang, du står og betragter en eng, ligner det kaos. Der står hvidkløver tæt op ad hvidkløver, så enkelte mælkebøtter med moden frø-pust, så en hunderose midt i ingenting, tuer med forskellige typer af græsser, så røde valmuer i en lille klynge, så græs i to meter, så en enkelt valmue, så hvid okseøje, så smørblomster i en anden del af engen, så røllike i et flot bånd, og helt for sig selv: en cikorie i den allermest klare blå farve.
Det ligner en planteliste, der er blevet rystet og kastet ud over jorden.
Men det er efterhånden ikke det jeg ser.
Jeg har de sidste år lært at standse op og kigge igen, når jeg er sådan et sted. Lægge mærke til, hvad det faktisk er, jeg ser. Og det jeg ser nu — efter mange omgange — er en orden. Engen har en form for grammatik.
Jeg kalder det engens grammatik. Ikke fordi der findes regler, man kan slå op. Tværtimod: engens grammatik er en form for fortrolighed med stedet. Den vokser stille, mens man er der, sommer efter sommer, til den begynder at sidde i kroppen.
Engen har rytme.
Valmuen vokser sjældent alene. Den vokser i klumper på tre-fire-fem-seks, så er der to meter ingenting, så er der en enkelt for sig selv. Det er resultatet af, hvordan frø flyver, falder, gror, hvor vinden og fuglene har båret dem hen.
Engen har forskellige udtryk.
Hvor jorden er fugtig, vokser smørblomst og engkabbeleje. Hvor den er tør, vokser røllike og blåklokke. Det skifter ofte inden for en armslængde. Du flytter dig en halv meter, og det er en anden plantegruppe. Måske er terrænet skrånende eller har små uanseelige bakker, som alligevel har en betydning for, hvordan fugtigheden fordeler sig.
Engen har lag.
Helt i bunden er der måske græs og kløver. Lige over dem ligger hvid okseøje og røllike. Højere oppe er der måske valmuer og cikorie.
Engen har kanter.
Der er altid en zone, hvor det dyrkede eller skoven og den vilde eng mødes, og det er ofte der, de smukkeste planter står — fordi de har lyset, men også lyet af kanten.
Og engen har tid.
Den ser ikke ens ud i april, i juni og i august. Hvert øjeblik har sin egen scene af planter.
Engen bevæger sig.
Det er det, jeg mener med engens grammatik.
Det er ikke regler, man kan slå op. Det er fem-seks bevægelser, der opstår af sig selv, fordi det er sådan, at planter opfører sig, når ingen blander sig.
Jeg bruger mere og mere tid på at iagttage den slags. Det er de noter, jeg tager med mig, når jeg laver både min egen og andres haver.
Da jeg begyndte at lave haver, gjorde jeg det, jeg tror de fleste gør. Jeg lavede en plan på papir. Tre af denne plante her, fem af denne plante der. Mellemrum mellem dem. Rene farvegrupper. Symmetri. Det skulle se ‘rigtigt’ ud.
Det blev pænt. Men det blev måske en anelse stille.
Først da jeg holdt op med at holde mig helt strikt til den plan jeg altid tegner og i stedet begyndte at tage engens principper med, når planterne sættes i jorden — begyndte haverne at få et særligt fint liv.
Jeg lærer stadig. Nogle gange tegner jeg en plan, lægger den væk og glemmer den. Nogle gange opdager jeg en uge senere, at det blev bedst der, hvor jeg havde planlagt det mindst. Det er en del af det med at gå til et bed ned et åbent blik.
Det er det her brev handler om. Ikke om at lave en have, der ligner en eng. Men om at låne engens måde at gøre tingene på. For mig har det været en læringsproces at læne mig ind i den type af æstetik. Samtidig er det en æstetik, som jeg altid har været draget af men først har forstået dybere efter noget tid.
Nogle af de mest indflydelsesrige moderne havedesignere har arbejdet sig hen imod netop engens grammatik i over fyrre år. Særligt to navne — Piet Oudolf og hans afdøde samarbejdspartner Henk Gerritsen — har omdefineret, hvad en stauder-have kan være ved at lytte til engen. Du har sikkert set deres arbejde — måske uden at vide det: High Line i New York, Lurie Garden i Chicago, Hauser & Wirth i Somerset. I starten da jeg begyndte at interessere mig for bevægelser i have- og landskabsdesign havde jeg lidt svært ved at forstå den æstetiske del af deres arbejde. Men efter jeg er beyndt at iagttage engen med et mere åbent blik, falder det mig mere naturligt.
I dag deler jeg de fem principper, som jeg selv har lært gennem tiden, og hvordan jeg har oversat dem til min egen lille have. Plus de tre for mig vigtigste indsigter fra Oudolf og Gerritsen, der har haft meget stor indflydelse på den måde jeg tænker — og laver — haver på idag. Og en konkret plantekombination med hjemmehørende planter, der virker næsten hver gang.
Det her er Annas havebreve. Hver søndag et essay om at leve med haven — og bag havelågen får du de konkrete tips om planter, principper og guides, du kan tage med dig hjem. Plus en månedlig haveguide fra august og frem, månedens brevkasse-brev hvor jeg svarer på dine spørgsmål, og adgang til kommentarsporet hvor medlemmerne taler sammen.
Bliv medlem her — 75 kr/md eller 750 kr/år. Lige nu 487,50 kr for det første år som lanceringspris (gælder kun til 14. juli). Du kan opsige når som helst.
