Hjemkomsten
Om at komme tilbage til en have, der har levet sit eget liv — og hvad jeg kigger efter først.
Fra Kandestederne, tilbage til vores egen have i København. Det er altid mærkeligt at omstille sig — fra det åbne klitlandskab til vores have, omkranset af høje træer, med en helt anden slags frodighed. Rummet er tættere, grønt hele vejen rundt, luften mere stille.
Der er en særlig ting ved at komme hjem til en have efter at have været væk et stykke tid. Her til morgen lavede jeg min kaffe og satte mig på dørtrinnet til køkkenet. Oplevelsen af hvor hurtigt alting er vokset, og hvordan haven har levet sit eget liv, mens jeg var væk. Bare sådan som haven altid gør: den fortsætter, uanset om jeg kigger på den eller ej.
Havens egen tid
Der er allerede mere dug på græsset om morgenen. Og en næsten umærkelig anden kølighed i skumringen og i de tidlige morgenstunder. Bare de første små tegn på, at året er ved at vende. Er det også noget, du har lagt mærke til?
Solsikkerne er blevet meget høje — særligt i den del af bedet, hvor der kom ny kompostjord i foråret. Det er første gang, jeg tydeligt ser forskellen. Note til mig selv: mere kompost, tidligere på sæsonen, i begge bede.
Bønnetunnelen er gået amok. Der er bønner at plukke hver dag — flere end vi kan spise, flere end jeg kan følge med i at give væk. Kaprifolierne har sat bær, ligesom dem i Kandestederne. Alt er en uge længere fremme.
Og så er der det, der ikke er blevet til noget. Græskarrene bliver nok ikke det store i år — dem har jeg faktisk aldrig haft det helt store held med. Måske står de ikke lyst nok. Det må på listen til næste års køkkenhave. Salaten blev til blomster i heden. Basilikummen overlevede ikke tørken. Tomatplanterne på terrassen står mistænkeligt slappe — jeg tror, vores gæster glemte at vande dem.
Og noget mere mærkeligt: flere af de stauder, der plejer at fylde bedet nu, er ikke rigtig kommet i gang. Måske er det et udtryk for de hundedage, vi er midt i — den stille pause, jeg skrev om i sidste uges brev — inden haven igen giver en masse farve. Det kan også have noget at gøre med, at jeg kom sent i gang med at plante ud i år — derfor kommer blomsterne generelt lidt senere. Der er mange undskyldninger.
Det er en have midt i sensommeren. Nogle ting bugner. Andet venter.
At komme hjem er at læse havens tilstand
Det første, jeg gør, når jeg kommer hjem, er at gå rundt. Ikke systematisk. Bare gå. Kigge. Røre lidt ved bladene. Finde den en tomat, der er faldet af, en stok der er væltet, rosen der har sat nye blomster.
Jeg læser tilstanden. Faktisk føles det måske mere som at lytte end at læse. Det er den samme øvelse som en snusetur — bare med mit eget arbejde. Jeg mærker mig selv i haven igen. Jeg bliver mindet om, hvad jeg plantede, hvor jeg tabte de tre lupinfrø sidste september, som nu står som små grønne rosetter. Oreganoen fylder i kanten af bedene, og artiskokken er begyndt at blomstre højt oppe over alt det andet.
Glasset på hylden
Sidste søndag skrev jeg om at putte sommeren på glas. Om min mormors hylde i bryggerset med små glas fra august og september.
Nu står jeg selv i mit køkken med hyben på skærebrættet. En kurv fra Kandestederne, en spand vand ved siden af. Der er lige noget stille højtideligt over det — som at gøre noget, jeg har set før, uden helt at have besluttet at gøre det.
Sommervemodet, jeg skrev om for to søndage siden, er blevet stille. Ikke fordi tiden er stoppet med at gå. Bare fordi jeg gør noget ved den nu. Skærer, koger, hælder op.
En stille bevægelse
Der er noget uddannende ved at have været væk et par uger.
Jeg vender hjem med lidt andre øjne. Jeg ser strukturen mere klart — hvor rosen skal beskæres til vinter, hvor stauden er blevet for stor til sin nabo, hvor bedet næste år skal have en gulblomstret plante ind for at binde det bedre sammen.
Og jeg ser, hvad der har virket, og hvad der ikke har. Kompostjorden gør en tydelig forskel — solsikkerne står højere lige dér, hvor jeg gav mest. Græskarrene skal have et lysere sted til næste år. Havde jeg plantet ud i april i stedet for i maj, havde august set anderledes ud. Haven har lavet den opgørelse for mig, mens jeg var væk. Ikke som en dom. Bare som en tavs optegnelse: her virkede det, her gjorde det ikke.
Jeg opdager også, hvor lidt der egentlig skulle passes, mens jeg var væk. Meget klarer sig selv. Måske er dét noget af det, haven kan give mig, som andre steder i livet ikke helt kan: illusionen om at jeg er nødvendig, uden at være det. At jeg kan tage afsted uden at ødelægge noget.
I dagens brev bag havelågen deler jeg:
En hjemkomst-guide til haven efter ferie — otte ting, du skal kigge efter først, og i hvilken rækkefølge
Hvad jeg skal til at så i køkkenhaven
Første brevkasse — onsdag 27. august — for medlemmer
Gennem august samler jeg spørgsmål ind til det første brevkasse-brev. Er der noget, du står med og ikke forstår — en plante der stritter, et bed du ikke får handling på, et minde fra barndommens have du gerne vil sætte navn på — så svar bare på denne mail. Alle kan skrive ind. Medlemmer får svaret onsdag den 27. august.
Det her er Annas havebreve. Hver søndag et brev om at leve med haven — og bag muren får du de konkrete planter, principper og guides, du kan tage med dig hjem. Plus månedens brevkasse-brev (første 27. august), månedens haveguide fra mit Et blomsterår-arkiv, og adgang til kommentarsporet hvor medlemmerne taler sammen.
Bliv medlem her — 75 kr/md eller 750 kr/år. Du kan opsige når som helst.
P.S. Ny her? Læs de tidligere breve gratis: Sommer på glas, Sommervemod, En stille længsel, En have at bo i.
